Årets båltaler i 2017 var Peter Grønlykke, sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg.
Sct.Hans og jul deler året i to halvdele. Næsten helt præcist. Fra i dag er der et halvt år til jul. – De deler året op på den måde, at vi ved jul markerer, at dagene bliver længere. For et par dage siden havde vi årets længste dag. Fra sct.Hans går det tilbage med dagens længe. Det er ikke noget at fejre; men nok at markere. Årets vendepunkter har man altid markeret. Da blev de livsfremmende magter taget i ed, og de livstruende blev forjaget. For da var de særligt aktive, netop når tiden skiftede.
Sct.Hans har fået navn efter Johannes Døber. Det passer godt med, at julen regnes for Jesu fødselstid. Da tager lysets livsfremmende kræfter til og forjager mørket. – I kristendommen er Jesus og Johannes jo også en slags antipoder. Johannes Døber viser hen til Jesus. Han introducerer så at sige Jesus som hovedpersonen og træder selv tilside for ham. ”Han skal blive større og jeg blive mindre”, som Johannes siger. Det passer rigtig godt med, at lyset her ved Sct.Hans begynder at tage af. Indtil lyset atter begynder at få magt til jul. – Så hvad angår denne aftens navn, så har den altså opkaldt efter Johannes Døber.
Det vil derfor være naturligt i en sådan tale ved Sct.Hans at fokusere på lys og på mørke. Lyset og mørket i årets gang, og også i mere symbolsk forstand. – Lyset repræsenterer jo det livsfremmende. Mørket det livsødelæggende.
De fleste vil hellere sættes i relation til lyset end til mørket. Både reelt og symbolsk er lyset det gode og attråværdige og mørket det onde og ubehagelige.
Man kan være mørkeræd, men vist ikke lysræd. Medmindre man er tyveknægt eller har andet skummelt for. Og er man mange nok til at afvise mørket og enige om, at dem der er mørkemænd er helt forkert på den, og kan man også blive enige om, hvem disse mørkemænd er – bortset fra en selv – så synes man vel næsten, at man alene ved den manøvre har fået lidt mere lys over sit eget liv. – Det har bålets hekse fået at mærke. De havde en særlig forbindelse til mørkets kræfter, mente man. De var derfor farlige og truende. – Det er den mistrøstige historie om hekseforfølgelsernes tid i 16 og 1700 tallet. For der var ikke noget konkret eller beviseligt at hænge disse stakkels mennesker op på. Slog høsten fejl, og smed flere køer end normalt deres kalve før de var levedygtige, så var der nok hekseri og trolddom på spil. Og så var det bare om, at finde den rette heks. Og var der en af de betydelige mænd i sognet, der samtidig syntes at han havde fået ond i højre knæ efter at en bestemt kvinde havde kastet sine øjne på ham, så var der da ved at være en kandidat til hekseværdigheden.
Dommen over ondskab og mørke havde dermed mere sin rod i angst og usikkerhed end i noget som helst andet. Det kan godt være, at vi ikke mere udser os hekse på samme måde. – Men angsten og usikkerheden er ikke blevet mindre med tiden. Dette med at finde syndebukke og at der er andre, der repræsenterer mørke og dæmoni florerer i bedste velgående. Den fungerer som mobning, og som angst og usikkerhed i forhold til dem, der er anderledes end en selv. Den fungerer som os og dem, som os og de andre.
”Min grund til at foretrække mørke er, at i mørke må du beskrive dig selv. I dagslys beskriver andre mennesker dig”. siger en af personerne i englænderen Fynns roman om Anna. ”Kære Hr.Gud. Det er Anna”, hedder den. - Anna er en lille hjemløs pige, der lever iblandt Londons skæve og marginaliserede eksistenser. Ham, der forklarer om sin grund til at foretrække mørke, hører til blandt disse eksistenser. ”Den gamle Træmand” kaldes han. Hans liv er ikke blevet ødelagt, selv om han lever på samfundets kant. Han er derimod blevet livsklog og vis af denne tilværelse. Ham er der ingen, der kan vælte omkuld. Og da han skal forklare Anna om forskellen mellem lys og mørke siger han: ”Dagslyset er til for hjerne og sanser, mørket for hjerter og ånd. Aldrig må du lade dig skræmme. Din hjerne kan svigte dig en dag, men dit hjerte aldrig.” Altså: i lyset ser vi med vores øjne og vores forstand. I mørket ser vi med hjerte og ånd. Det tror jeg er klogt og rigtig sagt, og det har relevans ikke mindst i anledning af en sådan aften som denne.
Vi må lære at se i mørke med hjerte og ånd. Dvs. vi må komme tilrette med os selv og redegøre for os selv frem for at have så ekstremt travlt med at forklare og redegøre for andre. Herunder forklare og redegøre for hvorfor andre mennesker er som de er, og hvilke fejlagtige holdninger og overbevisninger der er årsag til, at de er det, og at man derfor må lægge afstand og skubbe dem ud i mørket. Havde man været lidt mere opmærksom på dette i 16 og 1700-tallet var der blevet sparet en del hekseprocesser og heksebrændinger.
Jo, men ser man ikke bedst og klarest i lys og med brug af sin forstand og fornuft? ”Hvad solskin er for det sorte muld/ er sand oplysning for muldets frænde”, siger Grundtvig. Og tilføjer: ”Langt mere værd end det røde guld/ det er sin Gud og sig selv at kende.” - Jo, men oplysning – og det gælder også oplysning i den egentlige oplysningstids forstand – udspringer ikke af evnen til at se sig omkring og registrere, hvad man ser med sine øjne i det klare lys og solskin. Oplysning er et personligt anliggende. Det er som Kant siger det menneskets ”.. udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at bruge sin forstand uden en anden til at lede sig”. Til oplysning hører altså dette: ”At redegøre for sig selv”, som Træmanden siger til Anna. Som oplyste skal vi altså ikke kun bruge vores øjne og forstand til at registrere, men også vores personlige selvstændighed og uafhængighed af, hvad andre siger og mener. I den forstand er det, ”Den gamle Træmand” siger, om at kunne bruge sit hjerte og sin ånd netop i overensstemmelse med oplysningens anliggende. Og det er der især et behov for i mørke og i mørke tider.
”Din hjerne kan svigte dig en dag, men dit hjerte aldrig.” Det vil være et vigtigt aspekt at tage med sig ved Sct.Hans markering og fejring af lysets magt over mørket. Vi skal ikke afvise og forkaste mørket, men netop lyse det op med hjerte og ånd. For med Grundtigs ord: ”Hvad solskin er for det sorte muld/ er sand oplysning for muldets frænde/ Langt mere værd end det røde guld/ det er sin Gud og sig selv at kende.”