Årets båltaler i 2015 var Kitty Hovgaard Jensen, sognepræst i Egen.
"Midsommertid med lange lyse dage og lyse nætter, en tid vi ser frem til, en tid vi glæder os til, - også selv om vi af og til skuffes med regn og rusk og kulde. Vi danskere er så optaget af vejret og vil helst diskutere dette emne med snart sagt Gud og hver mand!
Det er fordi vejret er et neutralt emne, som vi alligevel intet kan gøre ved eller ændre på. Dog har man i de seneste år – i somre med megen regn – kunne høre og læse i medierne om fx rasende campingpladsejere, som bare ønskede at lynche meteorologerne, når i de på TV kom med dårlige vejrmeldinger.
Men ligefrem brænde meteorologerne af, har ingen dog endnu gjort. Det er også forbudt her til lands. Men i tidligere tider, da tog man varsler var det en anden sag. Fint var det, når de gik i opfyldelse. Mindre godt, når de ikke gjorde! Så straffede man heksen eller troldmanden, deres spådomme var jo uholdbare. Ja, tænker vi i dag, de handlede som de havde forstand til. Vi er heldige at leve i en oplyst og civiliseret tidsalder.
Men hvorfor tænder vi så bål? Ild skal afværge det onde, og ild er også smukt at se på, og så er ild jo farligt – en god tjener, men en farlig herre! Førhen brugte man det, at samles i landbyerne og tænde Pinseblus og Valborgblus, altså feste for vinterens ophør og for forårets komme. Ligesom man selvfølgelig også tændte blus her ved midsommertide. Man fejrede årets gang brændte vinterens gamle lusebefægte halm af og nød det sociale fællesskab. Således styrkede man sammenholdet i de små landsbysamfund. Ligesom man også bevarede folkeovertroen omkring det magiske ved årstidernes skiften og disse lange lyse dage og korte lyse nætter. Førhen kendte man jo ikke hemmeligheden bag – dette med sommersolhverv d. 21.juni, hvor dagen er omtrent 17 timer lang og natten blot syv timer kort. Man vidste at det var sommersolhverv og fejrede det, men at det var fordi jorden drejer rundt om solen og at alle de andre planeter også følger bestemte cirkler og kredse i verdensrummet, det var viden, som man ikke kendte eller forstod. Og hvis nogen talte om dette, så blev de brændt på bålet som kætter. En kætter var en person, som gik op imod den offentlige accepterede mening. Og meningen den havde man fra Biblen og Gud stod jo bag alt og havde skabt det hele og Paven var hans højre hånd på jord og enhver, som mente noget andet var en kætter og fortjente døden på bålet – dér hvor man brændte det onde og dårlige af. Således er mange kloge og nysgerrige mennesker endt deres dage som føde for ildens flammer.
Men hekse de var da onde og skumle og fortjente sådan en ubehagelig død eller gjorde de? I løbet af 1600 og 1700-tallet er der blevet brændt omkring 1000 mennesker i Danmark. Statistisk er en heks en kvinde i alderen 50+, hun er som regel gift, klog og hjælpsom. (Uha den kategori er der flere af her i aften). Nå, men der skal selvfølgelig et vist spand af år til at samle viden ind og gøre sig erfaring, ligesom der også skal års arbejde til med at sprede rygtet om at én er en heks. Så sent som for små hundrede år siden var der tilløb til en mindre hekseproces her til lands, den blev dog ikke til noget da den beroede på misforståelser.
Men hvor kender vi ellers hekse fra? Folkeeventyr er et godt bud, - og her er de heller ikke entydigt onde, men opfylder ofte ønsker for heltene. Hekse var vel i bund og grund blot mennesker med en lidt større viden og indsigt end andre. Og så var de uheldige at blive misundt og derved komme i modvind. Nogle andre ”hekse” som jeg gerne vil tale om her i aften, er dem som levede for 100 år siden og som kunne være mine oldemødre. Det var de kvinder, som mente, at det var på tide, at kvinder og tyende også fik lov til at være medbestemmende i det offentlige. Uden deres kamp for at opnå retten til at stemme på lige fod med mændene, havde jeg vel ikke stået her i aften. Kvindernes valgret blev indført i 1915 og det betød med ét en ligestilling mellem kønnene. Fra da af kunne kvinder ikke bare stemme, men også selv opstille til valg, tage uddannelse og arbejde udenfor hjemmene. Disse kvinder, disse det modne gennembruds ”hekse” vil jeg sende en venlig tanke på denne midsommeraften og være dem dybt taknemlig for deres kamp.
Men jeg har jo fået oplyst, at på bålet her ved Nygaard er der ingen heks. Det er jeg glad for. Fra barnsben af har jeg hadet dette symbol på en afbrænding af et menneske. Det er uhyggeligt og det er hvad vi igennem de sidste år har set ske ude i verden – dukker som symbol på politikere fra vor frie vestlige verden er blevet brændt sammen med vore flag. Det er rystende og meget ubehageligt at overvære.
Men når bålet her på Nygaard bliver tændt om lidt er det for os et symbol på at vi er glade, frie og stolte mennesker i et godt og et trygt samfund. Vi tror ikke længere på gammel folkeovertro, men er oplyste mennesker. Vi tror på det gode, men må hver dag bekæmpe det onde. Når vi ser ind i bålets flammer, vil ilden lutre os. Vi brænder symbolsk det onde og det dårlige af, så vi kan stå rene og ubesmittede tilbage i den lyse sommernat, hvor mystikken udfolder sig i den dunkle belysning indtil solens livgivende stråler igen i morgen oplyser vore liv. 
”Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pludselig ind.
Det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbage.”
Det er Alberte Winding som synger sådan i sin smukke hyldest til denne midsommertid. Og vi andre kan jo kun give hende ret, det lys, som vi sådan længes efter er her nu i al sin vælde. Men om ikke mange dage går det igen den modsatte vej, lidt trist og vemodigt, men sådan er det med årets hjul det triller afsted med os hvad enten vi vil det eller ej.
Og til slut lige en hekse-vits: ”Hvorfor bruger Heksene stadig koste, når de skal til Bloksbjerg?” ”Fordi støvsugere er for tunge!”
Rigtig god sommer til jer alle sammen J