I 2011 var årets båltaler skoleinspektør Trine Petersen
"Da jeg blev spurgt om jeg ville holde årets båltale ved Sct.Hans-bålet på Nygaard, sagde jeg ja, fordi man næppe kan finde et skønnere sted at tilbringe en Sct. Hans aften.
Senere blev jeg spurgt om det var i orden at bålet ikke blev udstyret med en heks – også det mener jeg, at kunne stå inde for. Heksebrændinger er heldigvis for længst afskaffet – og lad det endelig blive ved det.
Livet skal leves forlæns men forstås baglæns – som Søren Kierkegaard skrev. Og det er nu sådan, at vi mennesker søger at skabe mening i nuet – hvis det ikke umiddelbart lader sig gøre kan vi tænke os fornuftigt om eller lade være. Selvom vi tænker os fornuftigt om, er det svært at gøre det uforståelige forståeligt og der opstår misforståelser, som er kommunikationens spøgelse. Der har alle dage været brug for at finde fornuftige forklaringer på det uforklarlige og derfor handler min tale om det vi i dag kalder kloge koner, tro og overtro.
Vi elsker vort land og ved midsommer mest
Sådan skriver Drachmann i midsommervisen, som vi fortsat synger ved bålet.
Det gør vi i dag som siden visen blev skrevet for mere end 100 år siden. Vi fortsætter den tradition som oprindeligt var en helgendag for Johannes Døberens fødsel. Indtil 1770 var d. 24. juni en officiel helligdag – derfor er det også, som der står i midsommervisen, glædesblus vi tænder. I dag som tidligere kan der være gode grunde til at glædes.
Traditionen med at tænde blus - eller bål har man her på egnen sikker viden om fra 1838 og er på det tidspunkt koblet sammen med heksenes ridt til Blocksbjerg eller Hekkenfeldt. Heksebrændinger var afskaffet - det blev de i løbet af 16-hundredtallet. Den sidste heksejagt der er vidnesbyrd om her på egnen er 1670, hvor Maren fra Holm blev dømt til bålet – men Herredsfogeden og de 12 domsmænd forbarmede sig og ændrede dommen til halshugning med sværd.
Og kloge koner var der fortsat. Når folk og fæ ikke kunne hjælpes af fagfolk som læger og dyrlæger, tyede man til alternative midler – hvilket vi også ser i dag.
I Nordborg boede Anmaj Skovfoged ”Anmaj Skovfov”. Hun var født i 1841 og hendes far var skovfoged i Nygaards skovdistrikt. Anmaj boede i Ulbjeggade. Anmaj kunne ofte hjælpe både folk og fæ, når alt andet var prøvet.
Når smågrise døde af uforklarlige grunde,
hønsene tabte fjerne,
fløden ikke ville kærnes til smør
en bullen finger
fjernelse af vorter
ringorme og andet ”djævelsskab”
Den tidligere lærer ved Nordborg skole, Jørgen Christiansen boede som barn nabo til Anmaj og han fortæller, at han en gang havde en bullen finger og gik til Anmaj. ”Tæv æ ledt”, sagde Anmaj og gik ind til naboen og kom tilbage lidt senere ”dæ va æ heldich” sagde Anmaj ” få dæ va just en ko som læut æ hale” Det blev smurt på fingeren – var varmt og godt – og fingeren kom sig!
Anmaj lavede virkningsfulde salver og miksturer. Det fortælles at drenge i Nordborg på den tid kunne tjene en ekstra skilling ved at fange tudser til Anmaj.
En dag kom en kone ind i Anmajs hus, lige som Anmaj var gået på apoteket efter olie. Konen satte sig til at vente på Anmaj, og da hun kom tilbage, satte hun en pose fra sig på gulvet. Den fremmede kone så posen bevæge sig og udbrød: ”Anmaj dæ æ løvn i æ puus”- ”ja,” sagde Anmaj, ”dæ æ en poch i, den skal koches sammel mæ den øle, æ hæ hint o æ affetek.”
Oversat: Anmaj, der er noget levende i posen” Ja, der er en tudse i, den skal koges sammen med den olie, jeg har hentet på apoteket.
Anmaj døde i 1924, vellidt og mæt af dage.
Naturens hemmelighedsfulde kræfter skal være særligt virksomme ved midsommer. Både urter, luft og vand har maksimal styrke netop nu. Og det er måske så indlysende at vi glemmer at lægge mærke til det. Se blot på frodigheden omkring dig. Byggen som står så tæt at markerne ligner fløjlstæpper som duver for vinden. Frugttræerne som bugner af de endnu umodne frugter, blomsterne blomstrer i et kalajdoskopisk farveflor, fuglene leverer i kådhed kakofoniske morgenkoncerter, hylden står som snedriver og sender kaskader af velduft og træerne synes at vokse ind i himlen mens solen forsøger at sende kuldskærheden på flugt. Jo der er meget at lade sanserne frydes ved. Det er et godt tidspunkt på året til at standse lidt op og tage varsler på fremtiden.
Det er nu der skal samles planter til plantefarvning og medicin. Nattens dug skal samles og hældes på flaske – en virkningsfuld medicin for mangt og meget. Vi skal glædes over den regn der falder netop ved midsommer, den varsler en rig høst. Og hvem vil ikke gerne vide hvem der skal danne par – lidt Kirsten- giftekniv er der vel i os alle:
Vil man have indsigt i eget eller andres kommende parforhold, skal man plukke sankthansurt og hænger dem op parvis under hanebjælken. Vokser de fra hinanden, bliver der ikke noget par ud af de to. Værst er det, hvis planterne vokser parallelt – det varsler den enes død. Vokser de derimod ind i mod hinanden, ja så vil parret blive gift og leve lykkeligt. Måske vi skulle overveje at indføre denne skik- selvom det nok ikke kan videnskabeligt bevises at virke.
Det skal også være muligt at skaffe sig hurtig rigdom. Det er ganske enkelt. Du skal blot gå ud i skoven og finde et sted med bregner. Du tager så nogle bregnefrø og lægger dem i dine sko – helst træsko– så kan du se skjulte skatte, som er gemt i jorden. Så det er bare med at komme i gang – det vil samtidig give en masse motion, som er så sundt!
Ved midsommer er det ikke kun de gode men også de onde kræfter som er særligt virksomme.
De onde kræfter er på spil. Ved midsommer bliver heksene hyperaktive og det er derfor vigtigt at vi mennesker gør os store anstrengelser for at hekse og trolde ikke får magt som de har agt.
Efter sigende kan de nordiske hekse vælge om de vil flyve til Bloksbjerg i tyskland eller Hekkenfelt i Island. De fleste vælger Hekkenfelt, som ligger ved vulkanen Hekla. Hekkelfelt eller helvede er ved midsommer festsmykket. Satan – kaldet gamle Erik- tager imod heksene ved ankomsten som en god vært gør. Han byder alle velkommen ved at byde sin bagdel til kys. Indenfor står husets frue – fandens oldemor- klar med servering. Hver heks får en lille djævel som kavaler og så bliver der ellers festet til den lyse morgen. Det kunne egentlig være helt morsom at være flue på væggen ved det gilde.
Vi farer ikke rundt og sætter stål i markhjørner eller nåle i gæssenes vinger for at beskytte mod heksenes ødelæggelser af afgrøderne på marken eller undgå at heksene stjæler gæssene, men vi tænder stadig bål for at sende dem til Bloksbjerg eller Hekkenfelt. Og det er vel fordi der stadig sidder lidt overtro tilbage – det skader jo ikke at forsøge at værne sig mod det ondes kræfter. Vi har stadig vort og vore, som vi frem for alt forsøger at værne om.
Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
Dem vil vi med glædesblus holde – står der i 3. strofe af midsommervisen
Så lad os glæde os og varme os ved bålet mens vi sender heksene ad Hekkenfelt til og tro på, at vi stadig gør hvad vi kan for at undgå heksenes frie spil og ønske hinanden en lys fremtid og en god høst.
Trine
Efterskrift.
Da midsommervisen var sunget listede en lille pige sig hen til bålet sammen med sin far (næsten ubemærket) og anbragte en lille dukke i bålet – om det var en heks tør jeg ikke sige……………"