Hans Struve skriver: ”Hanne Skyums motivkreds hentes i vidt omfang i skove med gamle træer med imponerende krogede trækroner og et stort og vildt forgrenet rodnet, og fra de store vidder i nordiske landskaber, fra rejser i bl.a. Island. Hendes billedverden er ikke bundet til sommeren, men til efteråret og vinteren, ikke til middagssolens lys, men til morgendæmringen eller aftenskumringen, hvor træernes grene og rødder bliver til levende organismer. Organismer, der griber ud efter hinanden, forsvinder i dybet eller rækker op mod lyset og de fugleflokke, der kredser om trækronernes grafiske netværk. Blikket forsvinder ind i lys, mørke, farver og rum, og man gelejdes som beskuer fra naturoplevelsen ind i et mytologisk univers.
Hanne Skyums kunst tager således udgangspunkt i konkrete iagttagelser af naturfænomener, men undervejs i processen levendegøres træernes grene og rødder, mens de samtidig undergår en forvandling til abstrakte tegn og ornamentale forløb. Man erkender, konfronteret med Hanne Skyums billeder, at meget ornamental kunst har sit udspring i iagttagelse af former og fænomener i naturen. Fx ser man i nogle af hendes træsnit, at afstanden fra trærøddernes slyngformer til vikingetidens slyngornamentik er forsvindende lille, og man erkender, at øjeblikkets sansninger nu indgår i en tidløs billedverden. ”
