Skovnisser, julegran, mos, kogler og julehygge – julen står for døren!
Naturskolerne i Sønderborg Kommune inviterer sammen med Naturstyrelsen og Foreningen Nygård alle med på juletur i Nørreskoven efterfulgt af juleværksted. Arrangementet afholdes søndag den 27. november fra kl. 10.00 – 13.00
”Julen står for døren og julen er en dejlig fest hvor vi pynter fint med gran, mos, kogler flotte dekorationer. På juleturen skal vi ud og finde lækkert gran, kogler og mos som vi kan bruge til vores dekorationer” fortæller naturskoleleder Andreas Hermann som er guide på dagen.
Han fortæller også, at der i Nørreskoven på Als findes to skovnisser Egon og Konrad. De plejer at vågne til jul og nogen gange finder man spor fra dem når man går rundt i skoven. ”Måske er skovnisserne vågnet efter deres sommersøvn og måske finder vi deres magiske julesæk” fortæller naturskolelederen.
Man har i Danmark kendt til nisser siden 1600 tallet og de skulle eftersigende findes over hele landet. Nisserne er en slags beskyttende ånd for de steder hvor de har slået sig ned og hvis man passer godt på dem og er gode ved dem, hjælper de os mennesker med at passe på gårde, huse og vores skove, fortæller naturskolelederen.
Efter turen byder naturskolen indenfor i den gamle jagtstue hvor man kan være med til at binde fine dekorationer, kranse og andre flotte juleting sammen med naturskolerne. Foreningen Nygård byder også indenfor på det gamle skovfogedsted og her man kan købe kaffe, gløgg og æbleskiver.
Arrangementet er gratis men ønsker man at købe lys, bånd og andet til sin juledekoration koster det 20 kr. Husk også lidt penge hvis sulten efter kaffe, gløgg eller æbleskiver melder sig.
Til alle børn byder naturskolerne på saft og pebernødder.
Mødestedet er ved det gamle skovfogedsted Nygård, Nørreskovvej 41, 6430 Nordborg.
Husk påklædning efter vejret, pose til gran og andre fund samt et godt julehumør
Med venlig hilsen
Naturstyrelsen, Sønderjylland