En fortælling om at være barn i det tyske mindretal i Sønderborg
Stephan Kleinschmidt er manden, der for tre år siden lancerede ideen om at gøre Sønderborg med Sønderjylland/Schleswig til Europæisk Kulturhovedstad 2017. Den nu 33 årig formand for kultur- og erhvervsudvalget i Sønderborg Kommune er opvokset i det tyske mindretal i Rinkenæs, og han er dybt engageret i at ophæve de grænser, som der traditionelt har været mellem den tyske og danske del af befolkningen i Sønderjylland og Slesvig.
- Vi skal have historien med os ind i fremtiden, men også være klar til at drage de erfaringer af den, som vi måske ikke har været helt opmærksomme på hidtil, men som globaliseringen idag har sat fokus på.
Han er valgt ind som repræsentant for Slesvigsk Parti i Sønderborg Kommune, hvor han er formand for Kultur og Erhverv. Da han fik den post, gav det genlyd i de lokale medier, som gennemgående var af den opfattelse, at man ikke kunne lade 'en tysksindet' står for de områder. En holdning han iøvrigt fra barnsben er blevet rustet til at gå op imod. Hans mors familie har været tysksindet i generationer, tilhører teglværksdynastiet Matzen fra Egernsund og har været aktiv i politik.
Stephan Kleinschmidt mener man kan bruge grænselandets erfaringer med minoriteter og dobbelt nationalitet, dobbelt kultur, flere sprog og dermed en identitet, som i en international sammenhæng er åben for nye impulser og tiltag.
- Jeg betragter mig selv som europæer, er glad for mit tilhørsforhold til det tyske mindretal, men er dansk statsborger, uddannet i Danmark og bosat i Danmark. En sådan mangesidet kultur deler jeg med mennesker over hele verden ikke mindst i Europa, hvor grænserne jo er flyttet.
Den dansk-tyske historie er ikke kun en fortælling om krig og fjendskab, det er også en fortælling om sameksistens og respekt for de politiske og kulturelle forskelle der eksisterer i et grænseland. 34-årige Kleinschmidt oplevede selv i sin skoletid en animositet mod det tyske mindretal. Han blev kaldt pølsetysker, der blev kastet ting efter ham og når der skulle spilles fodbold med andre drenge, var det 'danskerne mod tyskerne'. Men tiden idag er en anden, og han oplever dagligt, at det først og fremmest er de fælles interesser og opgaver, der er i fokus mellem grænselandets beboere - uanset om man tilhører mindretallet på den tyske side eller i Region Syddanmark.
Entre: 20 kr. Kaffe og kage kan købes