Agfående formand Asta Broesby-Olsen, tv., sammen med den nyvalgte, Åse Ditlefsen Ferrão.
Ildsjælene bag Foreningen Nygård har efterlyst nye kræfter. Nu er ny formand valgt, og flere nye er på vej.
Efter 14 år som formand for Foreningen Nygård har Asta Broesby-Olsen valgt at træde tilbage. Hendes afløser er Åse Ditlefsen Ferrão, som blev valgt på generalforsamlingen 18. marts uden modkandidater.
Asta Broesby-Olsen, Himmark, har været med, siden de første tanker om Foreningen Nygård tog form i 2005.
Den første formand var Peter Ruge, sognepræsten i Svenstrup, som fik ideen. Det var efter skovrider Inge Gillesberg havde luftet, at Naturstyrelsen gerne så, at den gamle skovfogedbolig blev brugt til et formål, hvor mange har adgang. Og efter den første istandsættelse kunne de frivillige første gang slå dørene til Nygård op for offentligheden den 17. maj 2008.
Men Peter Ruge flyttede fra området i 2010, hvorefter Asta blev formand. Til december fylder hun 80 år og ville gerne trække sig fra posten, blandt andet for at få mere tid til sine børnebørn. Asta er dog blevet overtalt til at fortsætte et år mere på posten som næstformand. Hendes mand, Finn Broesby-Olsen, er også fortsat meget aktiv som frivillig.
Ny formand med initiativ
Åse Ditlefsen Ferrão har ikke tidligere været direkte tilknyttet Nygård, men hun er kendt for at være initiativrig og er involveret i flere beslægtede sammenhænge. Hun stammer fra Langesø og er uddannet agronom med særlig interesse i økologisk drift. Hun har været underviser på højskoler og på landbrugsskolen i Viborg i 12 år og har desuden arbejdet som konsulent – i en årrække i projekter i Østeuropa.
I ti år stod hun i spidsen for at etablere en produktion af frugt til marmelade i Mozambique i samarbejde med 500 lokale småbønder. Efter hun vendte tilbage til Als, blev hun ansat i Sønderborg Kommune og har blandt andet arbejdet med lokale fødevarer, landdistrikter og turisme. Hun bor i Mjels og har i de seneste år været særligt optaget af at bevare æblesorter fra Alssund- og grænseområdet.
- Jeg har fulgt Nygård i de seneste år, og jeg er er meget glad for, at I har valgt mig som formand, sagde hun på generalforsamlingen.
Flere nye
Man kan læse referatet fra generalforsamlingen ved et klik på linket HER. Asta Broesby-Olsen gav også en beretning fra året, der er gået. Den har hun traditionen tro også lavet i en skriftlig form, som kan findes ved et klik på linket HER.
Det har været et tema i 2023, hvordan man kunne få gang i et generationsskifte. Alternativet kunne blive at give op som forening, da en række af de mest aktive frivillige på Nygård har været med i mange år og er ved at komme op i alderen.
Men det ser altså nu ud til at lykkedes, konstaterede Asta på generalforsamlingen:
- Vi har fået nye frivillige, og nu er vi lidt mere fortrøstningsfulde.
Arne Blom, medlem af forretningsudvalget, takkede Asta for hendes indsats som formand:
- Du har brugt utallige timer med hårdt arbejde og har overvundet mange udfordringer. Du har altid været inspirerende og lyttende, og du har en smittende passion for stedet. Tak for din utrættelige indsats og dit urokkelige engagement.
I bestyrelsen har Hanne Risgaard været udpeget medlem i en årrække. Hun har meddelt, at hun gerne vil udtræde ved næste bestyrelsesmøde. Hendes datter, Marie-Louise Risgaard, træder efter planen ind i stedet.
Der er flere nøglepersoner, som har været med længe og har meldt, at de er på vej til at trække sig, så der er plads til flere nye.
Asta Broesby-Olsen, th., blev takket med en stor buket blomster og klapsalver af de 28 fremmødte. Til venstre kasserer Anne-Marie Jensen.