
Værkerne på fotoet er af (fra venstre): Berghild Lamhauge Holst, Jes Mogensen og Gunhild Bloch
På Nygård åbner Foreningen Nygård traditionen tro dørene til påskeudstilling, hvor man i år kan se malerier og keramik af de tre lokale kunstnere Berghild Lamhauge Holst, Gunhild Bloch og Jes Mogensen.
Denne gang har udstillingen også et ungt indslag i haven. Det er 4. årgang på Nørreskov-Skolen, som viser to motiver, de har vævet med uld på en udendørs væv som led i et udeskoleforløb.
Udstillingen er åben alle påskedage fra skærtorsdag til og med anden påskedag kl. 13-17. Alle er velkomne til ferniseringen skærtorsdag, 2. april kl. 15 med indslag af Sønderborg Musikskole.
Der er gratis adgang, og man kan købe rugbrødslagkage ”brø’tort” og kaffe, te eller juice til 60 kr.
Om kunstnerne:
- Berghild Lamhauge Holst viser malerier med naturskildringer. Hun stammer fra Færøerne, og det er ofte motiver fra de nordatlantiske øer, der toner frem, når hun står ved staffeliet. Hun er optaget af farverne, der ofte er mørke og inspireret af vejrets gråtoner. Berghild har fået undervisning på kunstskolen på Tåsinge og på Sønderjyllands Kunstskole i Sønderborg.
- Gunhild Bloch udstiller keramik og nogle malerier. Hun har undervist i mange forskellige kreative udtryk – blandt andet på højskoler. Gunhild har flere uddannelser bag sig – deriblandt som pottemager – og hun udtrykker sig i både maleri og keramik. Hendes inspiration folder sig ud i processen, hvor hun forsøger at besøge ”evigheden” og parallelle verdener. Hun har udstillet i både ind- og udland, blandt andet på Herning Kunstmuseum og Grænselandsudstillingen og i Polen, Grækenland og Indien.
- Jes Mogensen er uddannet på Kunstakademiets malerskole og er medlem af Grænselandsudstillingen. Mange af hans malerier er kraftfulde ekspressionistiske manifestationer, og han arbejder også med tegninger og grafik. Hans værker er blandt andet at finde på Museum Sønderjyllands kunstmuseum.