Nygård Nørreskoven Als
Natur - Kultur - Fordybelse

Årets båltaler i 2016 var Charlotte Engelbrecht, formand for kultur-, borger- og fritidsudvalget i Sønderborg Kommune.

"Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak for invitationen til at komme her og holde båltalen i aften.

Det at stå omkring et bål, synes jeg, er en helt særlig måde at være sammen på. Det vækker til eftertanke at kigge ind i flammerne, og bålet bliver et samlingssted for hyggeligt fællesskab og gode historier.

Derfor, så vil jeg starte her med at fortælle en historie, som i hvert fald satte tanker i gang hos mig, da jeg hørte den første gang; Det er et gammelt afrikansk folkesagn, om to drabelige stammer.Charlotte

Historien hedder:

Slaget på øen i floden

Der var engang to stammer, som boede på hver sin side af en dyb dal.

Midt imellem deres landsbyer, midt i dalen, løb der en bred flod.

Engang i ældgammel tid var de to landsbyer blevet uvenner. Men det var så lang tid siden, at ingen længere rigtigt kunne huske hvorfor.

De var ellers ikke særlig forskellige.

Dog var det sådan, at i den ene landsby holdt de geder,

Og i den anden landsby holdt de får.

Med tiden blev uvenskabet værre og værre, og til sidst blev der aftalt et slag.

De var dog kloge nok til at aftale, at det kun var to mænd der skulle slås – den største kriger fra hver landsby. – I en kamp til døden.

De to skulle mødes på en ø midt i floden, på en aftalt dag.

På den aftalte dag om morgenen sejlede de to krigere ud til øen fra hver sin side. Nu stod de så der, ansigt til ansigt.

Så blev der slået på gong-gong’en, og de greb deres våben.

Krigerne kæmpede hele formiddagen, men, selvom de begge to havde fået mindre sår og skrammer, så kunne ingen af dem få overtaget. Så de kæmpede videre hele resten af dagen, men stadigvæk kunne det ikke lykkes for den ene at overmande den anden.

Da solen gik ned lød gong-gong’en igen, og de lagde våbnene fra sig.

Men deres øjne borede sig stadig ind i hinandens øjne. Og stirrende på hinanden begyndte de at lave et bål. De tændte det, og sad længe i dyb tavshed.

Endelig, da natten var dyb og sort, og der kun var ulmende gløder tilbage af bålet, spurgte den ene kriger den anden:

- Hvorfor slås du?

- Jeg slås for mit barn, jeg slås for min datter som er to år gammel. Hun er hjemme i landsbyen, sammen med sin bedstefar og onkel. I vores landsby er det fædrene, som tager sig af børnene. Og bedstefædrene fortæller historier.

- Det er mærkeligt – sagde den første kriger – I vores landsby er det mødrene, som tager sig af børnene, og bedstemødrene der fortæller historier. Men sig mig, hvilke historier fortæller bedstefædrene i Jeres landsby?

Og så startede krigeren med at fortælle om, hvilke historier bedstefædrene fortalte. Og da han havde fortalt alle de historier som bedstefædrene fortalte, spurgte han:

- Hvilke historier er det så, at bedstemødrene fortæller i din landsby?

Så begyndte den første kriger at fortælle alle de historier, som bedstemødrene fortalte, indtil de alle sammen var fortalt.

Da han sluttede stod solen op, og gong-gong’en lød igen.

Uden at tage øjnene fra hinanden, rejste de to krigere sig op, tog deres våben, slog på skjoldene og stirrede på hinanden. De stirrede på hinanden i lang - lang tid.

Så drejede de om på hælen, og tog tilbage til hver deres landsby - uden at føre et eneste hug mere med deres sværd.

For det siges, at hvis du fuldt ud lytter til en anden mands historier, så kan du ikke gøre ham fortræd.

________________________________________

 

For de her to krigere på øen blev bålet ramme for den samtale, der reddede livet for i hvert fald den ene af dem (- husk på, de skulle kæmpe til døden!), og det var omkring bålet at de gennem samtalen - skabte den forståelse og den gensidige respekt, der kan bygge bro over selv de dybeste kløfter og forskelligheder.

I vore dage er det stadig moderne at bygge samtalekøkkener. Men spørgsmålet er - hvilken samtale det er vi fører i vores fine og personligt designede HTH- eller Invita-køkkener.

Virkeligheden er nok at vi laver mindre og mindre mad selv, så vi opholder os ikke så meget i dem alligevel og vi har jo tidligere kunne læse i aviserne, at mændene flygter fra alle de her højt profilerede samtalekøkkener, ud på toilettet for at få ro og fred(!). Og vi ved, at flere og flere af samtalekøkkenerne leveres komplet med et stort fladskærms-tv.

Så min påstand er, at bålet er et meget bedre samtaleforum end samtalekøkkenets induktions-plader. Derfor, så grib chancen – netop i aften har vi et bål!

Sankt Hans bålet er nemlig ikke bare flammer der stiger mod himlen, eller knuder som vi kan varme os ved på en kølig dansk sommeraften. Det er også et kraftfuldt symbol.

I gammel tid troede vi, at bålets flammer ville beskytte os imod onde kræfter.2016

I dag brænder vi gudskelov ikke hekse – eller, ikke rigtige hekse i hvert fald. Men netop derfor kan vi måske også i fællesskab beslutte os for at give Sankt Hans bålet en ny betydning, og en ny symbolik.

For lige så vel som bålet kan minde os om heksejagt og alverdens ondskab, lige så vel kan vi lade bålet være et symbol på fællesskabet og på samtalen på tværs af forskelligheder.

Et symbol på, at vi kaster vores fordomme på ilden, og rigtigt lytter til hinandens historier. Vi kan lade bålet blive det sande samtalekøkken.

For, skal vi blive i billedet fra gamle dage, så er vores hekse og onde kræfter måske vores egne begrænsninger og angst, for det ukendte og for hinanden.

Hvis vi kaster begrænsningerne og angsten på bålet - sammen med det gamle nag, som krigerne gjorde det i historien - så er vi allerede godt i gang med at skabe et mere åbent, mere rummeligt og mere hjælpsomt samfund, hvor vi drager omsorg for hinanden og for fællesskabet.

Men interessen og omsorgen for hinanden er også de værdier, som hele vores samfund er bygget op på. Og dem må vi aldrig glemme – selv om vi nogle gange kommer til at tale os langt fra hinanden. Lad os bygge broer i stedet for at grave kløfter.

For det er især i netop sammenhængskraften, at dét særligt danske skal findes, som vi også fejrer på denne her midsommeraften.

Vi er hver især en historie; en historie om et menneske og et samfund. – måske om en landsby eller en kolonihaveforening.

Vi behøver slet ikke være ens. Vi kan sagtens have et fællesskab, hvor det hos nogle er bedstemødrene og hos andre bedstefædrene der fortæller historierne. Hvor nogle har får, og andre har geder.

Men hvis vi ikke møder hinanden, hvis vi ikke kender hinandens historier, så er det - at det går galt. Så får vi et delt og koldt samfund, hvor selv ikke det største Sankt Hans bål er nok til at varme os.

Det er blandt andet det vi skal minde hinanden om Sankt Hans aften, når vi synger, at ”freden kan vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”.

Ha’ en rigtig god Sankt Hans aften, og rigtig god sommer til jer alle sammen."

Søg