Udskriv

I 2010 var årets båltaler museumsinspektør Inge Adriansen:

"Tak for invitationen til at holde den traditionsrige båltale her i aften. Jeg har ladet mig besnakke af Asta Broesby, selvom jeg for mange år siden har lovet min familie og mig selv, at sankthansaften vil jeg altid bare står ved bålet og nyder den gode stemning – uden at bekymre mig hverken om båltale eller vejret.

 dsc0051Vejrguderne er heldigvis os nådigt stemt i dag. Overalt i landet samles nu børn og voksne, unge og gamle for at nyde bålet, se på flammerne og hylde landet med Drachmanns smukke midsommervise. Jeg oplever det som en rigtig dansk aften, og jeg glæder mig over at være en del af idyllen. De fleste føler nok ligesom jeg, at det er en kernedansk tradition, som vi her fejrer.

Men når sandheden skal frem, så er sankthans-traditionen ikke spor dansk.  Bag navnet Sankt Hans gemmer sig den person, vi kalder Johannes Døberen – så er vi helt tilbage til Jesu fødsel og det gamle Israel. Det er altså en af de allerførste helgener, hvis navnedag vi markerer i aften. Ganske vist blev de katolske helgendage afskaffet ved Reformationen i 1536, men nogle enkelte af dem havde slået så kraftig rod i den folkelige bevidsthed, at de ikke bare kunne bortkastes – og blandt dem var først og fremmest den hellige Johannes eller Sankt Hans, hvis navnedag er knyttet til midsommeren. 

 dsc0055Det at fejre midsommer som naturfænomen kendte man dog hverken i det gamle Israel eller i betydelige dele af Europa. Midsommerfesten er en nordeuropæisk tradition. De lyse aftener og korte nætter er blevet markeret med markedsfester og besøg ved helligkilder i Skandinavien, England, Irland og det nordlige Tyskland.  Det var fra tysk tradition, at vi i slutningen af middelalderen overtog skikken med at tænde bål for at afværge det onde på denne særlige aften, som man anså for at være midsommer. Ifølge gammel tysk folketro drog alle hekse midsommeraften til sabbat på Bloksbjerg i Harzen, og når hekse og andet ondt huserede, var det bedst at tænde et bål, for blussende ild blev anset for at være ondt-afværgende.  

Kort og godt: Traditionen med at fejre af den hellige Johannes Døber på midsommeraften med bål er et kludetæppe med stoflapper fra Mellemøsten, fra Tyskland og flere steder i Skandinavien. Og dette kludetæppe er så smukt og selvfølgeligt, at det fremstår som indbegrebet af dansk kultur og særpræg. Sankthansaften er Danmark, når det er dejligst, selvom oprindelsen ikke er spor dansk. Vi har på dette område hugget med arme og ben fra andre dele af verden og har heraf skabt noget, der fremstår for både andre og os selv som noget specielt dansk. Og det er ikke det eneste sted, vi har gjort det.  Danskerne har jo heller ikke opfundet folkestyret eller velfærdsstaten, selvom vi opfatter begge dele som noget meget dansk. Men vi har formået at tage gode ting udefra til os, at omforme og fordanske dem. Og det skal vi fortsætte med at gøre. For man kan godt være både åben og modtagelig for indtryk udefra – og samtidigt være selvstændig og omformende til de hjemlige vilkår.

Vi bør naturligvis ikke overtage alt ukritisk, og en gang imellem er det nyttigt at tage vore traditioner op til kritisk eftersyn, f.eks. skikken med at anbringe en heks i form af en dukke på bålet.  Det er i øvrigt en ret ny tradition, som først blev knyttet til den danske midsommerfest for ca. 80 år siden, selvom der har været heksetro i Danmark tilbage til renæssancen, dvs. omkring år 1600.  Heksebrændinger har nemlig ikke noget med den såkaldte mørke middelalder at gøre, men hører til i tiden med den lyse renæssance. Heksebrændinger var mere udbredte i det lutherske Nordeuropa end i det katolske Sydeuropa, og de florerede faktisk allermest på den folkekære konge, Christian 4.s tid, hvor der blev brændt hundredvis af hekse. Det glemmer man altid, når Christian 4. hyldes.

Heksebrændinger var en form for kollektivt hysteri, som heldigvis blev stoppet af myndighederne til sidst i erkendelse af, at der ikke findes hekse, kun forestillinger herom. Hekse var jo almindelige mennesker, som blev beskyldt for at have overnaturlige evner og forårsage ulykker, f.eks., at køerne ikke kunne give mælk eller endnu værre: at øllet blev dårligt. Og hvem kunne være skyld i den slags alvorlige ulykker? Det var først og fremmest kvinder, og talrige blev anklaget og dømt og brændt på bålet. 

I første halvdel af 1900-talet kom den tyske skik med at sætte en heks på sankthansbålet til Danmark, og siden da har den været en del af vor egen midsommertradition, hvor vi leger heksebrændinger på munter vis. Selvom det kan virke uskyldigt at brænde en halmdukke, så er det efter min mening en tradition, der har overlevet sig selv, for bålet kan sagtens blusse lystigt uden heks.  

Vi bestemmer jo selv, hvordan vi fejrer sankthans og andre traditioner.  Og der er god grund til at overveje om, om vi ikke - ligesom i Sverige og Finland - skulle vedtage altid at fejre midsommer på en lørdag, så alle, også det arbejdende folk, kan være med i den lange, lyse nattefest.

Alle traditioner kan ændres, og de bør tilpasse den tid, vi lever i.  Noget går tabt, men andet kommer til. For kultur og skikke er netop levende og dynamiske, og de kan kun overleve, hvis de hele tiden udfoldes i et samspil med nutiden. Lukker en kultur eller tradition sig inde, vil den langsomt dø hen. Det er betydningsfuldt, at vi skaber og vedligeholder traditioner, der binder os sammen både som familie og som folk. Derfor skal fællesskaber udvikles, så de passer til vor tid.  

 

 dsc0062På dette felt har foreningen Nygaard på få år vist, at der skabes nye fællesskaber og traditioner i tilknytning hertil. Det er imponerende, hvad der er sat i værk her af en stor gruppe energiske, frivillige medarbejdere, og lige så imponerende er den brede opbakning, som lokalbefolkningen giver til disse ildsjæle.  På tilsvarende vis er der masser af ildsjæle i de andre foreninger på Nordals, E svenstruplaug, Hjortspringspejderne, Folkedanserne og Sønderborg Orienteringsklub, der er med til at arrangere denne smukke midsommerfest. 

Det righoldige udbud af aktiviteter omkring natur og kultur både her på Nygaard og andet sted på Als, at der kan skabes nye fællesskaber og nye traditioner, når der både vilje og visioner er til stede. Og jævnsides hermed bliver også værdifulde gamle traditioner og skikke fastholdt og udbygget, og. det er Sankthans-festen et smukt eksempel. Vi vil nu se glædesblusset, som Drachmann kalder det, og synge hans dejlige midsommervise, der er jo blevet fornyet, hver gang den bliver brugt.

Tak for opmærksomheden. "

Inge Adriansen